Februar 2018

Beates klumme februar 2018. Mennesker fra 1700-tallet som jeg står i gæld til. Det handler om discipelskab.

Det nytestamentlige discipelskab begyndte med Jesu venner, der blev hans efterfølgere. At Jesus havde legio disciple op igennem historien, ved vi fra utallige historiske og teologiske værker, der beskriver disse menneskers liv og levned. Jeg kan dog ikke mindes, at jeg har set deres navne forbundet med udtrykket discipel eller discipelskab! I december fandt jeg en Jesu discipel – en halvgammel størrelse – Hans Adolf Brorson.
Jeg er helt sikker på, at jeg i underskolen er blevet oplyst om Brorson – uden at det dog har gjort nævneværdigt indtryk på mig. Min viden om manden – før december 2017 – var skammeligt ringe, men det er den ikke mere, for min julelæsning 2017 var Bente og Torben Brammings ”Brorson – sjælens digter”. Bogen er en fin udgivelse mht. opsætning, billeder, emblemer (billeder med symboler, der er en lille prædiken i sig selv) – og et solidt historisk indhold. Jeg har været i vældigt godt selskab med bogen – og anbefaler den varmt.
Jeg føler mig hovedrig over de mange fantastiske mennesker, som er gået forud. Efter at have læst biografien om Brorson ved jeg, at det også gælder ham. Manden er en vidunderlig og meget betydningsfuld del af danskhedens historie; af min historie. Det er jeg fuldt bevidst om nu! Hans liv er et discipelskab udlevet i mange facetter.
På min vej gennem tilværelsen har jeg mødt en del mennesker, som finder, at historie er kedsommelig og unyttig – vi taler jo om fortid, så hvorfor ikke lade den ligge!! Til det må vi sige, at det giver mening af forstå, at fortiden er det fundament, som nutiden hviler på, og vi kan gå glip af noget meget væsentligt, hvis vi ignorerer den. Filip Faber – chefdirigent for Danmarks Radios Pigekor – og en formidabel musikformidler, siger afslutningsvis i musikquizzen: ”Husk, at al musik bliver klassisk med tiden” – i betydningen – den vedvarer med at være værdifuld! Anderledes er det ikke med hændelser i Danmark: Alt det der foregår, det, du og jeg foretager os, som bliver historie med tiden – er værdifuldt. Og alt, som sker nu i dit og mit liv, udgør vores fremtids fundament, hvilket må siges at være særdeles værdifuldt. Hvad vi valgte at gøre eller ikke at gøre i 2017, må vi tage konsekvenserne af i det nye år, og hvad vi vælger, og hvad vi foretager os i året 2018, bliver afgørende for, hvordan 2019 og resten af vores liv forløber. Dagen i dag er en investering i morgendagen – positivt eller negativt. Intet kommer af intet. Historien er intet mindre end identitet. Uden den, er vi ikke nogen! Og meget sigende: ”Lærer vi ikke af historien, rammer den os med fuld styrke igen.” Det vil da være klogt af os at navigere – at leve på en sådan måde, så ikke vi rammes af fortidens brølere! Jeg vil her gerne formidle noget værdifuldt fra 1700-tallet! I den forbindelse har jeg ”gravet” i forskellige retninger for at kunne give et indtryk af det ”guld”, som har vakt min begejstring.
At Brorson er én af vore største salmedigtere er almen kendt. Vi synger hans julesalmer og ikke mindst “Op, al den ting, som Gud har gjort.” Manden var højt begavet – kendte mange sprog – havde en stor bogsamling – og var meget nysgerrig på livet. Brorson levede fra 1694 til 1764 og havde sine rødder i det Sønderjyske. Hans samtid roste ham for at være en prædikant, man gik langt for at høre. Han kunne fylde Ribe Domkirke til sidste plads – og så måtte mange oveni købet sidde på gulvet. Som biskop var han en flittig og dygtig administrator, og han rejste sit stift tyndt for at sikre orden over alt. Brorson brændte for at formidle kristendommen gennem undervisning af børn og unge.

Brorsons kristendomsforståelse er uløseligt forbundet med pietismen, den kristne vækkelse som opstår i det tysktalende område; en tidsepoke der faktisk dækker Brorsons levetid. Pietismen kredser meget om betydningen af Jesu lidelse. Omvendelse og en levende, aktiv og personlig tro – altså elementer i discipelskabet – er kernen, og alle disse gøres tilgængelige for en stor del af befolkningen i 1700-tallet ved såvel mænds som kvinders utrættelige forkyndelse, tilbedelse og lovprisning. Christian d. 6. (1730-1746) og hans dronning var stærkt pietistiske.

Titel: ”Jeg oplyses.”
Se nøje efter: Lampen står på en åben Bibel – og bliver holdt med en enkelt af Guds fingre. Jeg ved ikke, hvilket skriftsted maleren har understøttet dette emblem med, men i min egen fantasi kunne det være versene 104-105 fra Salme 119: Ved dine befalinger fik jeg forstand, så jeg hader al løgnens vej. Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.” 

 

Titel: ”Familiens lykke.”
Guds hånd er fuldt synlig – ikke urolig, men hvilende, og er holdt lige over bygningen. Her kunne kunstneren have valgt Jeremias 29.11-12 til opmuntring: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig.

 

Titel: ”Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud.”
Hjertet er bevinget og balancerer løftet fra jorden, omgivet af symbolske standere, der muligvis symboliserer tilhørsforhold. Og Guds velbehag, i form af solen, overstråler hele sceneriet. Her er det Matthæus’ tekst 5.8 (Bjergprædiken), som kunstneren har valgt som en fulddækkende forklaring til maleriet.

 

Titel: ”Beskyt mig Jesus.”
Der er ofte drager i kristen billedkunst. Satan bliver i Johs. Åb. kaldt ”den gamle drage”. Her forsøger dragen at angribe menneskehjertet, som har spredt vingerne ud og er på vej væk. Guds beskyttelse træder tydeligt frem i form at solens stråler – og dragen bliver snydt.
Drager er i billedkunsten gengivet med såvel 2 som 4 ben. Her er en af de tobenede.
Kunstneren kunne have valgt alle skriftsteder omhandlende Guds beskyttelse. Min tanke går i retning af Salme 139.5: ”Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din hånd på mig.”

I 1700-tallet var det endnu ikke alment at eje en Bibel, og ordets tilegnelse måtte derfor ske gennem øret eller, som vi skal se, gennem øjet. Her inspirerer Gud kunstnere til at male Bibelens budskaber på en opmuntrende og formidlende måde: Emblemkunsten udfolder sig! Disse meget naivistiske billeder, som bliver malet på kirkelåger, stolestader, paneler og døre eller indrammet i smukke rammer og ophængt i forskellige kirkerum, er Guds ords intention – udtrykt med pensel og maling! Temaet er menneskets forhold til Gud og Guds indgriben i menneskelivet. Uanset om emblemet beskriver en bibelsk tekst eller har andet budskab, er hjertet et centralt symbol.
Jeg er blevet ”bidt” af emblemkunsten! Der er forsket og skrevet meget om emnet, og jeg må blot erkende, at jeg indtil nu har levet i total uvidenhed om denne danske skat!
Frederik 4. (1699-1730) påbød, at både piger og drenge på landet som minimum skulle lære at læse og forstå deres katekismus – kristendommens centrale trosartikler, der meget pædagogisk er skrevet som spørgsmål og svar. Godt gået Frederik! Nu kommer pigerne også i betragtning. Et vigtigt element i vores historie.

Salmebogen – men ikke bøger i almindelighed, var tilgængelige for landbefolkningen, og derfor blev emblemkunsten et særligt tilskud i formidlingen af Guds ord, da billederne ledsages af en kort, let læselig tekst.

Se på billederne ovenfor. De er gode repræsentanter for tidsepoken. Billederne må fremkalde smil. De er ofte malet i smukke farver – som udendørsmotiver med træer, græs og blå himmel. De er sjove, rørende og meget kreative. Jeg føler mig i stor gæld til de kunstnere, som har iklædt Bibelen farver og form, hvorved de har givet den en ”stemme”, der taler til øjnene. Det er vidunderligt opfindsomt, at udstyre det menneskelige hjerte med vinger for at beskrive: ”Mit hjerte løfter sig til dig min Gud!”
Det er ikke svært at forestille sig, at de kulørte, smukke og letforståelige malerier har brændt sig ind på nethinden og ind i sjælen. Herfra kunne man fremdrage billederne for sit indre øje, hvis hverdagen blev for trang, og de relativt få skriftsteder bevirkede opretholdelse af tro og håb.
Uden for kirken var livet ret farveløst, men i kirker, hvor emblemkunsten blev brugt, var der kulør på tilværelsen! Her har malkepigen, tyendet i køkkenet, den frygtsomme ungersvend og de bekymrede forældre med de mange børn hentet så meget andet, end hvad hverdagens trædemølle kunne tilbyde!
Jeg er vis på, at vi i dagens Danmark ”står” på bønner bedt af mænd og kvinder i denne tidsepoke, og jeg står i gæld til dem!
Hebr. 4.12: ”Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem…..” – også århundredes lag!