Januar 2017

Januar 2017

Januar 2017

Beates klumme

At gå i forud beredte gerninger – og at gribe det
gunstige øjeblik. Det handler om discipelskab.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at et menneskes største ressource i livet er et udviklet åndeligt fællesskab i en personlig hverdagskontakt med Bibelens Gud! Og med fællesskab mener jeg ikke en forsigtig nærmen sig, men en relation uden berøringsangst!

Vi danner os alle vore egne billeder af, hvem Gud, Jesus og Den Hellige Ånd er. De billeder, vi danner os, kommer ud af vores forestilling om den enkelte af de tre, og denne forestilling har betydning for vores tilgang til den enkelte i Treenigheden. Vores forestillingsevne er gudgiven. Vores intelligens, forestillingsevne, fantasi, kreativitet og vores fysiske føle- og sanseapparat er redskaber, Gud har skabt, for at han kan kommunikere med os! Tag blot forestillingsevnen: Den er helt hverdagsagtig. Det er fuldstændigt umuligt at begå sig som mennesker, hvis ikke forestillingsevne er til stede. Vore valg af handlinger er båret af forestillinger. Tag bare cyklen! Med mindre der er hændt noget særligt, har vi en forestilling om, at den står brugsklar fra dagen i forvejen. Det må være et enormt antal gange, at forestillings evnen er aktiveret i løbet af et menneskes døgn.

Gud har i sin uransagelige visdom valgt at skabe mig med en springende tankegang. Det er genetisk. Min far havde det også sådan! Den gave eller skæbne deler jeg med
millioner af mennesker verden over. Det er os, der, hvis ikke vi har et manuskript, uafladeligt får tanke-knopskydninger, så vi kan – med naturlig logik for os selv – springe fra et udsagn til et andet, som en gazelle springer hen over savannen! Ideer og forestillinger kommer drønede som højhastighedstog, og der er intet, vi kan gøre for at bremse farten. Det stiller krav til selvdisciplinen, hvis ikke vi skal gøre os fuldstændigt utålelige i samvær med andre mennesker! Jeg har en veninde, som altid er udstyret med kuglepen og papir, når hun er sammen med mig. Hun ved, at når jeg har fået en impuls og så siger: ”Skriv det ned”, sker det ofte, at hun siger: ”..har jeg gjort”! Nøjagtig sådan lytter Gud til vore impulser, og derfor kommunikerer han tilbage til os i ”impulser” – tilskyndelser, ideer om et eller andet, han ønsker af os. Det er en umådelig affineret kommunikationsform mellem skaber og hans skaberværk.

I overskriften ”At gå i forud beredte gerninger og at gribe det gunstige øjeblik” ligger forudsætningsvis, at vi har bragt os selv inden for hørehold af, hvad Gud vil kommunikere til os! Kan alle være med her? Alle!! Alle har vi et eller andet mål af intelligens, forestillingsevne, fantasi, kreativitet og et fysisk føle- og sanseapparat, og vores opgave er at stille alle vore evner og færdigheder til rådighed for Gud! Peter Tinggaard formulerer sig sådan i en sang: ”Kom og fyld alle lommer i mit liv”. Intentionen er, at vi inviterer Gud til at berøre og velsigne hver en egenskab, han har lagt i os, med ønsket om, at vi må blive frugtbare på enhver måde! Kan vi finde ud af det? Kan vi finde ud af at brede os selv ud, så der ikke er nogen skygger i vore liv, og så lade Gud nyttiggøre, hvad Han selv har lagt i os. Klart! Gud har ultimativt involveret os til at være aktører i hans Rige! Ingen må stå udenfor. Er jeg sikker på, at ingen må stå uden for? Stensikker, kære læser, stensikker fordi….? Fordi Bibelen har nogle fantastiske pointer, der viser, at Gud altid er ”én mere”, som betyder, at Han uophørligt spejder efter og længes efter, at vi aktiver de egenskaber, Han har lagt i os. Gud ønsker, at vi skal være aktører sammen med Ham, og derfor står vi aldrig alene!

Det er et faktum, at Gud arbejder igennem os. Paulus udtrykker det som: ”Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus, der lever i mig. (Rom. 2.20). Vi stiller os til rådighed, og Den Treenige Gud tager imod invitationen ved at udvirke mere i os, end vi troede muligt! Det er i den sammenhæng, at vi bliver den bedste udgave af os selv.
Det er her, at vi bliver strakt længere ud, end vi troede muligt. Det er her, at Gud skaber nye muligheder ved at give os drømme og visioner. Det er her, at vi kan gribe det øjeblik, som Gud har lagt til rette for os at handle i. Det er her, at vi opfatter tilskyndelser til en form for handling. Det er her, Gud gør det umulige muligt for enhver, som vil!

Historien fra Dommerbogen kap. 3 om Shamgar (den 3. dommer i Israels etableringshistorie), er et lærebogseksempel på, hvordan vi skal se på os selv i denne sammenhæng! Alt vi ved om Shamgar er følgende, citeret i vers 23: ”Efter ham kom Shamgar, Anats søn, og han slog seks hundrede filistre ihjel med en oksedriver stav. Også han frelste Israel”! Det er det! En oksedriverstav er som et langt boldbat med en jernspids, der er sat igennem battet. Et prik eller flere skulle nok få en okse til at gå fremad, men hvad får en mand til at konfrontere 600 krigere med et primitivt landbrugsredskab i hånden???

Mark Batterson beskriver situationen omkring Shamgar: Han kunne fuldt forståeligt
have undskyldt sig med, at han ikke havde de rigtige våben til at indlade sig i krig, så
derfor kunne han jo komme til skade. Han var bonde, ikke soldat med fornøden
kamptræning. Var det overhovedet hans ansvar? Overmagten var virkelig for stor!
Han anså sig måske ikke for at besidde de fornødne kvalifikationer, eller måske
tænkte han sig overkvalificeret? Han havde måske for travlt? Havde måske for mange
problemer selv? Havde måske ikke fornøden kapital? Følte ikke, at han var parat!!
Shamgar ryddede alle tankehindringer af vejen, og så gik det løs! Shamgar lod ikke
det, han ikke kunne gøre, hindre ham i at gøre det, han kunne gøre! Der var et
gunstigt øjeblik, en tid med konfrontation, og Shamgar kunne ikke vide, om Gud
ville lade hans arme være stærke nok til dette vældige slag. Manden kunne absolut
intet vide om udfaldet af den kamp, han gik ind i, men Gud havde forberedt
situationen, og derfor var den ”det gunstige øjeblik”!

”Det gunstige øjeblik” er altid forudberedt af Gud selv! Vi bliver aldrig parate til at
”gå i forud beredte gerninger og at gribe det gunstige øjeblik”, men vi kan vælge at
skrue på vores beredskab: At vi beslutter os for at ville være på den frekvens, der
opfanger et vink, når Gud har en opgave til os, og for at ville være på samme
frekvens, så når vi får en tilskyndelse, lille eller stor, så handler vi! Jeg vil mene, det
kræver øvelse, men med bønnen i hjertet: ”Gud, lad mig være på rette sted i rette tid”
er vi indstillede på, at intet skal hindre os i at gøre det, som er muligt, når det er
muligt. Det vi ikke kan gøre, skal ikke få lov til at hindre os i det, vi kan gøre!
Til jeg blev 50 år havde jeg min morbror Knud som fortrolig ven. Han blev blind som
18-årig, og fra mit 3. år, var jeg hans øjne. Vi havde et makkerskab, han og jeg. Vi var
begge ungkarle og fulgtes ad, til han døde i 2000. Onkel gik altid ved min højre side.
Han havde sin venstre arm bøjet, og min højre arm var under hans, så min hånd lå på
hans underarm. Signalet til kantsten op eller ned var et tryk af min højre hånd. Det
var helt automatisk, at jeg gav signal til kantsten.

En dag i indre by venter vi på at krydse en befærdet gade i fodgængerfeltet. Jeg
orienterer mig og giver signal til at gå fremad, men jeg ser ikke en bil komme farende
fra venstre. Det gør til gengæld en yngre mand ved min venstre side. Da Onkel og jeg
blot læner os fremad for at tage det første skridt, ryger mandens højre arm med stor
styrke ind foran os begge og bremser os i at gå fremad. Uden hans snarrådighed
havde vi været færdige! Jeg så på manden. Hans blik strejfede mig, og så forsvandt
han i menneskemylderet. Jeg nåede ikke engang at sige ”tak”!

Denne mand møder jeg måske engang i himmelen! Jeg kender ikke hans liv eller
hans forudsætninger for at handle i en farlig situation, men for mig er han et strålende
eksempel på, at intet hindrede ham i at gøre det, han kunne gøre: Redde to
menneskeliv! Han greb det gunstige øjeblik. Gud havde flere leveår til både Knud og
mig, og derfor sørgede Han for, at en af Hans mænd var på rette sted i rette tid! Det er
måske op til dig i dag og mig i morgen at være livredder eller opmuntrer!

Leave a Reply

Your email address will not be published.